|
Om at fortælle sin livshistorie - og om at få identitet - blive til - i fortællingen. Foredraget - som jeg vil holde som en workshop hvor deltagerne inddrages gennem fortælling af deres egen livshistorie - uddrager essensen af de erfaringer jeg har med mig fra den terapeutiske samtale OG fra pilgrimsvandringen. Spørgsmålet er: Hvem er jeg og hvordan bliver jeg til som dén, jeg er? Svaret er: Du er din historie!
Under en vandring får du - som du har det i livet - medvandrer. Det er min erfaring, at det er mine medvandrer, der giver min vandring og mit liv indhold, farve, mening og retning. Undervejs deler du din historie med andre, og det er i mødet med den anden, gennem dét at dele og fortælle din historie, du bliver tydelig for den anden og for dig selv. I terapien - i de samtaler, jeg har - er det tydeligt, at du bliver til, som det menneske du er, i mødet med den anden. Og det bliver tydeligt, at du ikke kan definere et menneske og "putte det i en kasse". Du kan ikke bestemme hvem den anden er. Gør du det, er det overgreb. Sådan bliver ethvert menneske igen og igen til i frihed - i mødet med medmennesket. Din historie kan fortælles ud fra forskellige vinkler. Den kan fortælles med vægten lagt forskellige steder, og afhængigt af hvordan du fortæller - hvilket perspektiv du fortæller ind i - bliver du dén, du er. Således kan du fortælle dig selv ind i den kristne historie, hvor kærligheden kaster sit lys på dig og giver dig en særlig farve OG du kan fortælle dig selv ind i andre store historier, som vil kaste sit lys på dig på en anden måde og få dig til at fremstå anderledes. Workshoppen er en leg med livsfortælling. En livgivende leg med alvor i, for undervejs bliver du tydelig for dig selv, og tydelighed skal der til for at du kan indgå i en god og meningsfuld kontakt med andre mennesker på din vej.
Tilbud om retræte for menighedsråd eller en gruppe kirkelige medarbejdere. Kirken – og vi, der lever med opgaven at forkynde evangeliet – har brug for tilbagetrækning fra verden med jævne mellemrum, så vi kan få tid til fordybelse og eftertanke og finde nye kræfter til det store og meningsfulde arbejde, der er vores opgave. I det sydfynske øhav afholder jeg retræter af 2 dages varighed. Fra fredag eftermiddag til søndag middag. På retræten får den enkelte tid og rum til fordybelse, mulighed for samtale med retrætelederen undervejs. I fællesskab vælger vi et tema for retræten, som jeres fællesskab har lyst til. Vi kan vælge at afholde retræten med stilhed. Det er en fin måde at få brudt den daglige talestrøm på og en måde for den enkelte at nå ”et lag dybere” i sindet og i bønnen. Dagene vil være præget af morgenandagt og aftenandagt og fokus på den enkelte og på fællesskabet.
Tilbud om medvirken ved dialoggudstjeneste i jeres sogn. Inspirationen til denne gudstjenesteform, fandt jeg i Sverige, hvor man arbejder intenst med fornyelsen af gudstjenesten. Det specielle ved gudstjenesten er, at prædikenen foregår som en dialog over et tema, som vi forud sammen vælger. Jeg kommer med et oplæg til dialogen, hvorefter deltagerne bidrager med deres tanker, spørgsmål, historier osv. Dialogen afsluttes med evangelielæsning. ”Vi gik hjem og sad og snakkede ved køkkenbordet til kl. 2 om natten ovre hos naboen – det gør vi ikke efter en alm. gudstjeneste!” Sådan meldte en kirkegænger tilbage efter deltagelse i en af vores første dialoggudstjenester her i Kværndrup. Temaerne for dialogen kan være alt mellem himmel og jord – eks: Forsoning, længsel, frihed, håb, krop og ånd i kirken – eller hvad man nu er optaget af i menigheden. Mange deltager i dialogen, og mange sidder bare og lytter, og kommer senere og melder tilbage: Jeg har tænkt på at man også kan sige sådan om temaet… I dialogen skabes en levende gudstjeneste, hvor vi bevæger os sammen med evangeliet som fortegn for den vej vi går. Til toppen
Hvordan kan vi bidrage til en fornyelse af kirkens liv? Hvordan skal vi forholde os til, at det kun er 2 % af medlemmerne i folkekirken, der kommer til den traditionelle søndags højmesse med jævne mellemrum?Som præst og som menighedsråd står vi med den gode vilje og mange gode tiltag. Men hjælper det? Måske er det tid for kirken at gå nye veje? Vi kalder det en ”folkekirke”, men hvor er folk? Hvis man ser sig om, så finder man svaret: De er dér, hvor de bliver bevæget. Dér hvor de kan hente næring til det liv, de skal leve. Hvordan skal vi – der ser situationen indefra – nå ud med evangeliet? Der vil bevæge og give nyt liv! Jeg lader mig inspirere af pilgrimstraditionen, når jeg søger svar på spørgsmålene. Jeg tror, at vi skal tænke kirken som Grundtvig gjorde det: Den er bygget af levende stene, og den består af os, der er døbt til at høre til i den. For at være i live, må man være i bevægelse. Man dør, når man stivner i en gammel form. Vi skal tænke kirken som et levende fællesskab af mange forskellige mennesker. Vi er på vandring, fra fødsel til død. Og Gud går med. Med foredraget vil jeg give inspiration til eftertanke og til handling. Til toppen
Foredraget vil i ord og billeder fortælle om pilgrimsvandringen i fortid og nutid. Hvad er den dybeste motivation i pilgrimsvandringen? Hvad får vi gennem vandringen? Og: Hvad er det, der har givet pilgrimsvandringen en renæssance i vores tid? Fra bogen: Pilgrimsspor, redigeret af Elizabeth Knox-Seith. Artiklen er skrevet af Anette Foged Schultz. Emnet vil blive belyst med eksempler fra vandringer på Camino de Santiago i Spanien, pilgrimsleden til Nidaros i Norge, vandringer omkring Vadstena i Sverige, Croagh Patrick i Irland og fra den fynske pinsevandring i Danmark. Til toppen
|
|||