Artikler

Tilbage til forsiden

Pilgrimsvandring, en bevægelse mod nyt liv

Af Anette Foged Schultz

Hvad er det, der bevæger os, når vi vandrer? Hvad er det, der får os til at bryde op fra det kendte og trygge og gennemgå de værste strabadser for at nå frem til et fjernt pilgrimsmål? Den dybeste motivation bag pilgrimsvandringen er en fællesmenneskelig, eksistentiel drivkraft, en længsel efter fornyelsen af livet, skriver cand.theol. Anette Foged Schultz, der selv har vandret til Santiago de Compostela flere gange, og været én af de drivende kræfter i udviklingen af pilgrimsbevægelsen i Danmark.

Da jeg første gang – i 1999 – vandrede mod Santiago de Compostela ad Caminoen tværs over det nordlige Spanien var noget af det, der fascinerede mig mest, at hér har mennesker vandret før mig gennem 1000 år. Ja, i virkeligheden længere! Langs vejen er der tydelige spor efter keltisk beboelse. Det vil sige, at længe før de kristne hævdede at have fundet apostlen Jacobs jordiske legeme ude ved Finisterre – længe før dét – har mennesker fulgt denne vej!

Siden har jeg vandret ad vejen til Santiago flere gange, som jeg også har fulgt pilgrimsvejen fra Oslo mod Nidaros i Norge, pilgrimsvejene omkring Vadstena i Sverige og vandret mod flere pilgrimsmål i Irland. Undervejs på mine vandringer er et påtrængende spørgsmål opstået: Hvad er det, der bevægede mennesker i før-kristen tid til at vandre? Hvad bevægede de store strømme af middelalderens pilgrimme, og hvad bevæger mig i dag? Hvad er det, der bevæger os, når vi igen i dag – i stærkt stigende tal – bryder op fra det kendte og trygge og begiver os ud på ukendte veje mod de gamle pilgrimsmål?

Kan det være, at det er det samme vi går efter? Kan det være det samme, der bevæger mig, som bevægede middelalderens pilgrimme? Ja, det kan det! Undervejs, på mine vandringer, gik det op for mig, at dét, der er den dybeste motivation bag pilgrimsvandringen er en fællesmenneskelig, eksistentiel drivkraft. Den findes i mennesker på tværs af religion og tro. En ateist vil dybest set vandre med samme bevæggrund som en kristen og en muslim. Det der bevæger et menneske til at bryde op og begive sig på vandring er længslen efter liv. Længslen efter fornyelse af livet.

Et menneske bryder op fra sit sted, fra det kendte og trygge, dér hvor rammerne for livet er blevet for trange. Der hvor livet er dødt – stivnet i gamle normer og værdier. Eller truet af andre vilkår. Når man ikke kan finde næring til livet, hvor man ér, enten fordi man selv er lukket helt af for det, eller fordi livsbetingelserne på stedet er umulige, må man bryde op og begive sig hen et sted, hvor man kan finde ny næring. Det kan gælde det enkelte menneske, og det kan gælde store dele af et folk.

Man kan på en måde sige, at vores tid er de store folkevandringers tid. Mennesker bryder op fra deres land og deres familie, når politiske forhold, krig og naturkatastrofer gør det umuligt for dem at leve, hvor de er. De bliver flygtninge. Denne verdens ufrivillige pilgrimme. Og sådan har mennesker altid gjort. Fordi vi vil livet.

Kelterne gjorde det samme. De brød op og vandrede ad ukendte veje ned gennem Europa. Som nomader gik de fra sted til sted. Slog sig ned og brød op igen, når livsbetingelserne blev for ringe. De vandrede og de kom under deres vandring helt derud, hvor et menneske ikke kan komme længere. Helt ud til Finisterre, til grænsen mellem jord, hav og himmel. De gik til livets grænse. De vandrede i søgen efter frugtbare steder, hvor de kunne leve. De store folkevandringer er et godt billede på, hvad pilgrimsvandringen er på et eksistentielt plan: Længsel efter steder – åndelige som fysiske – hvor der findes næring til livet. Den rent åndelige side af sagen udtrykker Augustin – en af de gamle kirkefædre – i sin selvbiografi, ”Bekendelser”, skrevet ca. 397. Han ser tilbage på sit liv. Skuer tilbage på alle sine veje - vildveje og afveje - og siger: ”Du Gud har skabt mig til dig, og mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig!”

Augustin var et menneske, der livet igennem var på en indre vandring. Først i et tilbageblik forstår han, at det der drev ham på alle livets veje, var længselen efter at leve i fællesskab med Gud. På en måde kan man sige, at det er Gud selv, der har sat ham i bevægelse. Den Gud, der har skabt ham og hvert øjeblik giver ham liv og ånde, den Gud kalder ham til livet.

Opbrud mod nyt land
Den samme historie fortælles i Det Gamle Testamente i beretningen om Abraham. Han er en af de første pilgrimme, vi kender til fra Bibelen. Om ham hører vi – i 1.Mosebog 12,1-2 – at Gud kalder ham til opbrud: ”Herren sagde til Abraham: Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig.” Abraham mærker sin længsel efter liv som Guds kald. Gud vil, at det liv han skænker mennesket skal leves. Helt ud til grænsen. Det kræver et vældigt mod at leve i lydighed mod Guds kald. Mod til livet. Mod til at leve det, som det ér og ikke flygte fra de betingelser det giver os, de krav og udfordringer det stiller os. ”De betroede talenter” i Det Nye Testamente er det fineste og tydeligste billede jeg kender, på at Gud kræver af os at vi er modige. At vi – med lignelsens ord – investerer livet vi får betroet, sådan at det vokser i vores hænder. Sådan at vi bliver medskabere på det liv Gud har skabt i os. Ja, Han skaber videre gennem os, hver gang vi finder modet til at leve med hinanden i kærlighed. Vi er som grene på Hans træ, som redskaber i Hans hænder.

Livet som vi får givet, skal leves helt. Ikke kun halvt. Vi kan bruge billedet af ”landet” for at anskueliggøre tanken. Abraham kaldes til at bryde op fra sit sted. Han skal forlade sit land og sin slægt og sin fars hus. Alt det han elsker og som er trygt, kendt og godt. Han skal – på Guds kald – begive sig ud i livet. Ud i alt det ukendte og usikre. Han skal begive sig til det land, som Gud vil give ham. Det forjættede land. Landet, der flyder med mælk og honning. Billedligt talt et frugtbart sted, hvor der findes næring til det liv, han skal leve.

Landet er et godt billede på et menneskes liv. Et land har, som et menneske har det, en grænse. Det er grænsen, der definerer et land, som det er et menneskes grænse, der definerer hvem han eller hun er. Tanken er så, at hvis det land – det liv – Gud har givet mig f.eks. er Fyn, så er det ikke tilstrækkeligt, at jeg kun udfolder mig oppe i Middelfartområdet, og lader resten af landet ligge uopdyrket hen. Gud vil, at det liv han skænker leves helt ud til grænsen. Sådan som Jesus Kristus levede helt ud til livets grænse og ikke lod sig standse i kærligheden af smålige, indskrænkede samfundsskabte eller religiøse normer og regler.
Jesus levede kærligheden helt ud og lod end ikke dødens grænse standse ham. Han gik ind i døden og overvandt den. På grund af Ham har vi ingen undskyldninger tilbage. Ingen undskyldninger for at holde os selv tilbage. Ingen undskyldninger for selv at holde os på den sikre side. Livet skal leves helt ud. Sådan at din næste ikke bare er dem i din familie, som du holder af. Din næste er ethvert menneske, du møder på din vej. Ethvert menneske! Som du er forpligtet på i kærlighed. Det er et umenneskeligt stort krav til almindelige små og frygtsomme mennesker, der har trang til at sikre sig selv og eget liv. Det er da også Gud der stiller kravet, og Han sætter sig selv ind som garanti: ”Se, hvor stor min kærlighed er – se det i Kristus – I skal ikke være bange for at leve, og I skal ikke være bange for at dø. For JEG ER! Og I ér i mig!”

På den måde vil Gud sætte os fri. Fri af al frygt og fri af alle selvbestaltede forsøg på at sikre os selv. Fri til at kaste os ud i livet. Fri til at kaste os ud i det liv, der kommer til os, og leve det her og nu. Det kunne måske umiddelbart lyde som en indbydelse til grænseløs selvudfoldelse. Det er det ikke. Igen har vi landet som et fint billede på livet, Gud skænker. Dit liv har en grænse. Som andre mennesker har deres. Du må ikke overskride et andet menneskes grænse. Du må ikke besætte et andet menneskes liv. Det er på forhånd besat. Det tilhører nemlig Gud. Derfor er det hellig grund, du uretmæssigt betræder, når du går ind over en andens grænse.

At ”leve livet helt ud til grænsen” er det samme som at blive dig selv. At finde modet til at blive dén du ér. Biblen siger, at mennesket er skabt i Guds billede, skabt til at ligne Ham. Og hvordan kommer vi nu til at ligne Ham? Det gør vi ved at blive dem vi ér. I kærlighed. Da Moses møder Gud i tornebusken, og spørger Gud hvem Han er, svarer Gud: ”Jeg er dén, jeg er!” Så det er opgaven: At blive til, som dem vi er. Og hvorfor så det, kunne man spørge? For kærlighedens skyld og fællesskabets skyld – er svaret! For livets skyld.

Den norske digter Hans Børli siger det sådan i et af sine fineste digte:

Et er nødvendigt
hér i denne vor vanskelige verden
af husvilde og hjemløse:
At tage bolig i sig selv.
Gå ind i mørket
og pudse sodet af lampen
sådan at mennesker på vejene
kan skimte lys
i dine beboede øjne.

Hans Børli´s opfordring: Du skal tage bolig i dig selv, er det samme som at leve livet ud til grænsen. Og begrundelsen for, at du skal tage bolig i dig selv ér, at kun da kan mennesker på vejene skimte lys i dine beboede øjne. Kun som dig selv kan du blive en del af et fællesskab.

Også på en anden led rammer Børli ind i billederne og symbolikken fra pilgrimsvandringen. På mange måder er vi jo som husvilde og hjemløse i vores tid. I opbrud – som vi er – fra gamle normer og værdier. I opbrud fra traditionelle samlivsformer. Og dét, at så mange begiver sig ud på pilgrimsvandring i vores tid, kan man se som et fysisk billede på den indre eksistentielle tilstand: At vi er på vej i en søgen efter nye måder at leve på. Vi leder efter nye veje, der giver mening og sammenhæng.

Vandringens mål: Det hellige sted
Abraham vandrede mod landet, det forjættede land, som Gud ville give ham. Det sted, hvor han kunne leve livet. Landet som Abraham - og vi - vandrer imod er et helligt sted, for livet Gud skaber er helligt. Og det er egentlig dét, der menes, når man definerer en pilgrim, som et menneske, der vandrer mod et helligt sted. Pilgrimmen bevæger sig imod livet Gud giver.

Almindeligvis tænker vi helligsteder som kirker. Man kan sige, at der er blevet bygget kirker på helligstederne. Eller man kan sige, at dér, hvor der bygges en kirke, opstår der et helligt sted. For mig er et helligt sted ikke udelukkende et fysisk, statisk sted. Helligstederne opstår undervejs. På livets vandring. På vejen hvor mødet i kærligheden finder sted. Dér hvor mødet mellem Gud og menneske finder sted, dér opstår et helligt sted. Kirkerne ligger rundt omkring i landskabet og vidner om, at sådanne møder kan finde sted. Og ved man ikke hvor man skal gå hen, kan man altid gå ind i en kirke og bede om, at vejen vil blive vist én.

I denne sammenhæng vil jeg nævne gravstedernes betydning. Ofte vandrer en pilgrim mod en grav. Sct. Jakobs i Santiago. Hellig Olavs i Nidaros. Når jeg er ude at holde foredrag om pilgrimsvandring, spørger jeg ofte folk, hvor deres helligsteder ligger. En ældre kvinde svarede, at ét helligt sted for hende var hendes mands grav. Den gik hun til. Igen og igen.

Når hun gik til hans grav, gik hun til livets grænse. Dér, hvor hun ikke kunne komme længere. Dér, hvor hendes kærlighed blev forvandlet til sorg og afmagt. Og dér ved graven, dér tog hun frem i sindet, alt dét, der var helligt for hende. Minderne og livet i fællesskab, kærlighed, glæde og sorg.

En gammel mand i mit sogn sagde til mig: Jeg kommer ikke så mange steder mere, men jeg har tre gravsteder, jeg passer. Et på Langeland, et i Gudbjerg og et i Kværndrup. Forældrenes, svigerforældrenes og hustruens grav. Disse tre valfartede han til. De var hellige for ham. Her mindedes han livet, som var gået. Det var, hvad der var tilbage. Nu er han død, og nu er der nogen, der går til hans grav.

Altså: En pilgrim er et menneske, der - på Guds kald - bryder op fra sit sted, forlader alt, hvad der er trygt og kendt, og begiver sig på vandring mod et helligsted: Mødet med Gud som skaber livet på ny.

Beretningen i Det Gamle Testamente om Israelitterne, der på Guds kald og under Moses´ førelse, vandrer gennem ørkenen i 40 år for at komme fra slaveriet i Egypten til friheden i det forjættede land, er et andet stærkt billede på pilgrimsvandringen. Enhver pilgrim, også nutidens pilgrimme, går nemlig fra slaveri til frihed. Det er når vi slipper ud af slaveriet og får del i friheden, at livet fornys.
I Nidaros siger man, at en pilgrim altid vender hjem en fordom fattigere og en ny ide rigere. Sådan kan man sige det, selvom det nok ikke får fat i den alt-omvæltende proces, som pilgrimsvandringen er. Det gør derimod beretningen om Israelitternes vandring. De lever som slaver, fortælles det. Men det er der visse fordele ved. Det er trygt og sikkert. De har mad på bordet hver dag. Det er noget af det, de vender tilbage til, da de under ørkenvandringen bebrejder Gud, at han overhovedet har fået dem til at bryde op fra Egypten. For i ørkenen er livet usikkert. Her er det ikke nogen selvfølge, at de har mad og tag over hovedet om natten. Her er de konstant afhængige af Gud, at Han giver dem det fornødne til livets opretholdelse. Og det er ubehageligt: At blive konfronteret med menneskets grundlæggende afmagt og afhængighed. Vi bryder os ikke om at være afhængige og afmægtige, og vi bryder os ikke om at være nogen tak skyldig. Sådan havde Israelitterne det også.

Men nu er de altså på vandring – på vej mod friheden i det land Gud vil give dem. Gud går med dem, som han går med enhver pilgrim, ethvert menneske på livets vej. Han viser dem vej gennem ørkenen: ”Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.” (2. Mosebog 13. 21-22)

Vandringen gennem ørkenen tager 40 år. Tænk engang: Det er en hel menneskealder! Israelitterne er hele livet om at foretage denne vandring – fra slaveri til frihed. Det antyder, at det måske ikke er så let for os mennesker at blive frie – hvad vi nu end er slaver af. Om det er indskrænkede billeder af hvem vi selv og de andre er, eller om det er andre livsbegrænsende holdninger.
Måske er det os egentlig dybest set imod at blive frie – måske bryder vi os ikke om usikkerheden på ukendte veje. Er det i virkeligheden slaveriet af trygheden og sikkerheden, der er livets værste fjende?

Israelitterne vandrer hele livet, og da de langt om længe kommer til landet, hvor de kan leve i frihed, så varer det ikke længe, før de mister friheden igen. De slår sig ned, og luller sig hurtigt ind i den illusion, at livet er forudsigeligt og trygt. De glemmer Gud og de begynder at dyrke afguder, fortæller Det Gamle Testamente. De kommer til at kede sig, og så køber de fjernsyn!
Det er tankevækkende, at det netop er under ørkenvandringen Israelitterne har kontakt til Gud! Dér hvor de er usikre på vejen og livet. Dér hvor de konstant bliver mindet om, at de ikke har magt og kontrol over livet.

Gud er allestedsnærværende, det er vores tro, så egentlig ... i teorien ... behøver vi ikke at vandre nogen steder hen for at møde Ham. Han er dig altid nær! Alligevel er det præcis under vandringen, Israelitterne er åbne for mødet og dialogen med Gud.
Fortællingen giver mening for en pilgrim, der har været på vandring. Det er nemlig pilgrimmens erfaring, at vandringen åbner sindet for mødet – mødet med medmennesket og mødet med Gud.

Grænsen
Alle facader falder under en vandring. Du kommer helt ud til din egen grænse. Grænsen for hvor langt du kan gå. Grænsen for hvor meget du kan rumme. Grænsen for hvor meget du kan bære – på vejen såvel som i livet. I bogstavelig forstand kommer dette til udtryk ved, at der ved mange af de store, gamle pilgrimsmål findes et sted, der hedder ”Finisterre”. Dette er latin og betyder ”Verdens ende”. I det ligger der, at det rent fysisk ér verdens ende – på den anden side af dén grænse ligger havet eller vildmarken og dér kan der ikke leve mennesker. Og i symbolsk forstand udtrykkes det, at enhver pilgrim – ved vejs ende - kommer til ”sin verdens ende”. Grænsen for hans/hendes liv. Den støder pilgrimmen ind i på sin vandring. Det er en uundgåelig del af vandringen, og det er præcis dér – i konfrontationen med ”din verdens ende”, din grænse – du bliver til som dig selv. Det er dér ved grænsen, du véd, hvor langt du går. Det er gerne en smertelig erfaring, fordi vi så gerne vil være bedre, klogere, dygtigere – eller hvad vi nu gerne vil være – end vi ér.

C.G. Jung siger det på dén måde, at det er forbundet med tab, at blive sig selv. Det man taber er det forskønnede, forstørrede selvbillede. Ved verdens ende ved en pilgrim præcis hvem han er. Trods tabet er der paradoksalt nok nyt liv i processen. Når du bliver dig selv, får du selvsagt mere del i livet!

Ved din grænse møder du Gud. Som dig selv kan du komme til Gud. OG i kraft af Gud kan du ”komme til dig selv” ... som man siger det når nogen har været bevidstløse og vågner op igen: Nu kommer hun til sig selv! Det vil sige: I kraft af Guds kærlighed kan du finde modet til at blive – og være - dén du dybest set er. Man kan også sige det på den måde: Du kan ikke komme til dig selv udenom Gud, og du kan ikke komme til Gud uden at have dig selv med!

Det er dér ved grænsen, du bliver konfronteret med din afmagt. Og det er et væsentligt sted at være, for det er i afmagten, bønnen får betydning. I afmagten må du vende dig mod din medvandrer og bede om hjælp og du må vende dig mod Gud i bøn.
En pilgrim er et menneske, der må spørge om vej og bede om hjælp. Bønnen er i centrum på en pilgrimsvandring. Og i bønnen er du i kontakt – med Gud og medmennesket.

Undervejs mod Santiago brugte jeg den lille bøn fra Fadervor: ”Ske din vilje!” ”Herre Jesus Kristus, ske din vilje!” Jeg bad, når jeg gik ad veje, hvor jeg var bange for at gå. For hvert skridt jeg tog bad jeg bønnen, og gennem bønnen fandt jeg modet til at fortsætte min vandring. Sådan kan det også være herhjemme. Gennem bøn kan vi finde det fornødne mod til at fortsætte vores vandring gennem livet. Modet kommer af bevidstheden om at ”Gud går med!” Gud er med dig alle dage indtil verdens ende, som det siges til enhver af os i dåben. Og det er netop et af kendetegnene på en pilgrim, at han vandrer gennem livet i troen på, at Gud går med.

Guds fodspor
Det er den røde tråd i evangeliet, at der ikke kan ske noget i et menneskes liv, der kan få Gud til at bryde forholdet til ham/hende. Kærligheden er grænseløs og ubetinget – og intet menneskeligt er Gud fremmed. For Han blev selv menneske! Det er det, vi skal holde os til for at bevare modet. Det er som i den lille historie om manden, der døde, og kom hjem til Gud: Sammen med Gud sidder han så og ser tilbage på sit liv. Det kan ses som to par fodspor. Mandens og Guds. Men så får manden øje på strækninger i hans liv, hvor der kun er ét par fodspor. Han husker disse strækninger som perioder i livet, hvor det var svært at være til. Og han peger ned og siger til Gud: Hvorfor var du ikke ved min side, da det var allermest svært at finde vej? Gud svarer ham. Du tager fejl, min ven! Der, hvor du kun ser ét par fodspor, der forlod jeg dig ikke. Der bar jeg dig!

Den lille historie rammer lige ind i pilgrimmens erfaring fra vandringen. At han undervejs, når det var svært, fik kræfterne til at fortsætte givet. At han på strækninger, hvor han næsten ikke kunne bære sig selv, oplevede, at han blev båret. Som vi også - i livet herhjemme - kan erfare, at vi får kræfter til at fortsætte livets vandring givet i bønnen: ”Ske din vilje!”

Under en pilgrimsvandring bliver livets grundvilkår tydelige for én. Vejen, du går, er et fint billede på livet du lever. Der er en begyndelse og en slutning. Om du så aldrig tager vandrestøvler på og aldrig begiver dig ud på vandring mod et af de gamle pilgrimsmål, så er du dog en pilgrim: På vej fra fødsel til død! Og Gud går med dig!

Når man ser livet som en vej med begyndelse og slutning, bliver man smerteligt opmærksom på døden. Du bliver opmærksom på at livet er udsat og sårbart og ikke nogen selvfølge. At døden er nær, og at du ikke kan komme uden om den. Erfaringen under vandringen minder om den erfaring et menneske får ved en pårørendes pludselige død. Der sker ofte det, at man bliver bevidst om at livet er kort, så: Hvordan vil du leve i dag? Som præst har jeg fulgt mange mennesker i den proces. Det er – så mærkeligt det end kan lyde, og så smerteligt det også ér – en meget livsbekræftende proces. Der bliver pludselig så uendeligt meget, der er ligegyldigt. Så uendeligt meget man ikke længere vil spilde tiden på. Erfaringen gør nærværende, og det er i nærværet hér og nu livet ér. Det er ikke i fortiden og det er ikke i fremtiden. Det ér nu! Lev det !!!! ... siger erfaringen fra pilgrimsvandringen og den pårørendes oplevelse af pludseligt tab.

Pilgrimsvandring er væren – ikke gøren
Pilgrim er ikke noget du gør, det er noget du er. Det er ikke en aktivitet. Det er en væren. En identitet, som du efter endt vandring aldrig kan aflægge dig. Fra da af ser du livet som en vej. Du ved áf, at du grundlæggende er alene. Den første strækning du vandrer – f.eks. mod Santiago – bliver du opmærksom på dette grundlæggende, menneskelige vilkår: Du er alene i livet! Senere, når du har fundet ind i din egen rytme og vandret et stykke tid, kommer du til at følges med andre pilgrimme, hvis tempo og rytme passer til dit tempo og din rytme. Der opstår en slags familie på vejen. Et fællesskab. Og det bliver tydeligt, når du ser tilbage på vejen du gik, hvor stor betydning fællesskabet har for dit liv. Strækningen, som du gik alene, har én farve. Strækningen, som du vandrede sammen med andre pilgrimme tager farve og får indhold og mening af hvem du fulgtes med. Du bliver medvandrer, og du får medvandrer på vejen – som du har det i familie, venner og naboer derhjemme. Som medvandrer kan du dele glæder og sorger. Du kan bære med på de andres byrder – enten rent fysisk: Ved at bære noget af deres baggage et stykke ad vejen, eller åndeligt-psykisk: Ved at lytte til en livshistorie, der måske er tung at bære alene. Betydningen af fællesskabet, af at have nogen at følges med livet igennem, bliver tydelig.

Et andet væsentligt aspekt af pilgrimsvandringen er enkelheden. Overforbruget og materialismen vi lever i derhjemme, kommer til at stå i skærende kontrast til enkelheden undervejs. Enkelheden, der kommer af, at der er grænser for hvor meget du kan bære. Altså må du indrette livet enkelt. Kun have det mest fornødne med: Og se! Du kan leve, også selvom du kun har de 12 kilo med dig, som kan være i en rygsæk!

Stilheden og det meditative i din langsomme bevægelse gennem landskabet minder dig om din længsel og dit behov for tid og rum til fordybelse. Tid og rum til at lytte. Lytte indad til din egen stemme, lytte udad til din medvandrer og lytte opad til Gud. Vandringen er en helende og rensende proces. Den giver plads til at gammel sorg, længsel og håb for fremtiden kan komme op til overfladen. Du kan sørge over det, der er tabt. Vandringen giver plads til – langsomt – at tage ind, at sådan her formede dit liv sig så! Hvad vil du med det? Hvor kommer du fra? Hvorfor valgte du at gå de veje, du gik – i dit liv? Og hvilke veje vil du vælge i fremtiden? Der sker en forsoning med dig selv og dit liv, som det ér, under vandringen.

At blive standset på sin vej
I et menneskes liv og på en pilgrims vandring er der lange og lige veje. Lette veje. Frodige strækninger. Der er stenede veje. Der er ørkenvandringer. Du kan komme til en korsvej, hvor du er fri til at vælge, om du vil fortsætte i samme retning – eller vælge en anden vej. Eller du kan komme til et T-kryds, hvor du tvinges til at standse. Der kan ske noget i dit liv, der gør, at du ikke bare kan fortsætte, som du hidtil har gjort. Du må vælge en ny retning.

Og når du bliver standset kan du også se dét som Guds kald. Måske har du bevæget dig ud på en vildvej? Måske er du på afveje i forhold til dét, som Gud vil med dig?

I Bibelen findes der mange beretninger om mennesker, der bliver standset på deres vej gennem livet. Gud standser dem, for han vil noget med dem! Gud vil noget med dig og mig!

Historien om Paulus er en stærk historie om et menneske, der bliver standset på sin vej. Den handler om et menneske, der – sikker i sin sag og sikker på sig selv – er på vej derudaf på fuld kraft. Han har et mål, som han selvretfærdigt anser for vigtigere end noget andet. Ja, det er et helligt mål. Han skal udrydde de kristne fra jordens overflade. Han har – mener han - fået denne opgave af Gud selv! Når vi har det sådan, når vi bruser frem og ikke skyr noget middel for at nå vores mål, så er det en god ide at standse op og spørge sig selv, hvor man er på vej hen. Det er ikke altid, at vi har sans og evne til at gøre det selv. Så er det, at Gud kan standse os, og vise os en anden vej. Sådan som han gjorde det med Paulus. Det sker sjældent på den blide måde. Når Gud standser et menneske, er det tydeligt, at det gælder liv eller død.

At Gud vil bruge netop Paulus, som har været en uforsonlig og brutal forfølger af disciplene – de første kristne – det er jo ikke til at forstå?! Som man også må spørge, hvordan Gud kan vælge Peter, der har svigtet og forrådt, som dén discipel, dén ”klippe”, den kristne kirke skulle bygges på? Jeg kommer altid – i forbindelse med Paulus - til at tænke på Tom Kristensens ord: ”Forrået, forslået forstod jeg for sent, Gud har villet mig sådan, men hvad har han ment?”

Historien siger os, at Gud vil bruge ós mennesker, også de af os, som er forråede og forslåede og måske ikke tager sig særligt fordelagtige ud i andre menneskers øjne. Os mennesker vil Gud bruge i sin tjeneste.

Gud har villet mig sådan, men hvad har han ment? Sådan må et menneske uvilkårligt spørge sig selv - og Gud - når Gud standser ham eller hende på vejen. Med sygdom eller store tab eller hvad der nu kan stanse os på vores færden. Hvad mener han med os? Hvad vil han med os?

Da jeg sidste sommer blev ”standset på min vej” og ikke kunne fortsætte min energiske fremfærd i mit arbejde og i mit liv på grund af stress, var dét, der stod tydeligt for mig, at Gud standsede mig, fordi jeg havde mistet jordforbindelsen – kunne man sige. Men man kunne også sige mistet kontakten til Gud og mistet kontakten til mig selv. Der var ingen åndehuller i min travle hverdag. Ikke tid til fordybelse og bøn. Jeg lyttede ikke længere indad, udad og opad, som man må gøre det, hvis man vil være et menneske. Levende. Nærværende.

Så er det godt – ja, livsnødvendigt – at man bliver standset. Sat ned i tempo. Tvunget til at lytte til sig selv – til krop og sind – og til Gud. Jeg var så heldig, at jeg under min deltidssygemelding fortsat skulle prædike hver søndag, og da jeg var trukket ud af al anden aktivitet – kalenderen var helt blank i nogle måneder – havde jeg rigtig god tid til at lytte til ordet. Søndagens tekster, som der skulle prædikes over. Der blev talt til mig! Det gør der jo altid – men da var jeg i stand til at lytte!

Livets lyttende forsoning
Nogle gange er vi bedre til at lytte end andre gange. Som regel er vi nødt til at skabe afstand til den hektiske hverdag, som mange af os – i dagens samfund – er en del af, for at finde fred til at høre, se, sanse livet, medmennesket, dig selv og Gud. Og det er præcis dét pilgrimsvandringen giver. Den er som en retræte. En tilbagetrækning fra verden. Et åndehul, en blank kalender, et tomrum, midt i en hektisk verden. Den giver tid til langsomhed, stilhed, fordybelse og bøn. Den giver rum til at lytte.

Som ørkenfædrene trak sig tilbage fra verden ud i ørkenen, sådan kan og skal vi af og til trække os tilbage fra verden for at bevare evnen til at lytte. For livets skyld! Og gør vi det ikke selv, så kan vi ende dér, hvor vi bliver tvunget. Som profeten Jonas. Gud viste ham en vej: Gå til Nineve, og fortæl dem dér, hvad jeg vil med dem. Jonas gjorde det stik modsatte. Han gik i den modsatte retning. Han flygtede fra livets og Guds krav til ham. Han nægtede alt. Løj for sig selv og for andre. Og tilsidst blev hans verden et lille snævert, mørkt rum. Intet lys trængte ind. Han var isoleret og troede sig døden nær. I hvalens bug. Indtil hvalen – efter tre dage og tre nætter – kastede Jonas op på stranden udfor Nineve. Nogle gange kan Gud tale med STORE , tydelige bogstaver. Og Jonas forstod! Og Jonas gik til Nineve! Og gjorde, som Gud havde sagt.

Når livet går helt i stå. Når der kun er et lille, trangt, mørkt rum at være i. I sindet. Når alt blir´ gråt i gråt. Da er det tid til at lytte og tid til at lede efter nye veje. Og sé: Gud skabte mørket som du kunne være i, indtil han ledte dig tilbage til lyset. Du overlevede! Eller: Du gik gennem døden – ad hidtil ukendte veje - og genopstod til livet. Nyt liv!

Egentlig kan man sige, at dét at bryde op fra sit hjem og søndag formiddag begive sig til kirke, til gudstjeneste, til mødet med Gud, er en pilgrimsvandring i sig selv. Den mangler bare bevægelsen. Den fysiske bevægelse. Det tror jeg der er brug for i vores tid. Og så er det desværre sådan, at folkekirkens gudstjeneste traditionelt taler mest til intellektet – og ikke til krop og sanser.

Sansningen kan lede til en dybere erfaring end den rent intellektuelle – og det er vigtigt, da vi som mennesker jo er langt mere end intellekt. Gennem sansing har jeg erfaret pilgrimsvandringen på egen krop, og derved forstået den indefra. Jeg tror, at sansningen er en vigtig nøgle til forståelse og nytolkning af de gamle kristne dogmer. Som for eksempel den gamle katolske forståelse af pilgrimsvandringen som bodsvandring. Man må undrende spørge: Hvordan kan man i katolsk sammenhæng komme på den tanke, at pilgrimsvandringen – altså det at vandre mod et helligt sted – skulle kunne give pilgrimmen tilgivelse for synd? Ja, det forstår man, når man har vandret de ca. 750 km tværs over det nordlige Spanien. Da jeg kom hjem, og spurgte mig selv, hvad vandringen havde givet mig, hvis jeg skulle udtrykke det med ét ord, så var det første ord, der faldt mig ind ordet renselse.

Ikke fordi jeg er mindre skyldig efter endt vandring, end jeg var, da jeg tog afsted. Men fordi den proces vandringen ér, leder pilgrimmen til forsoning med livet som det er. Det sker gennem dét at blive konfronteret med egen afmagt, egen grænse, og gennem bønnen der udspringer af afmagten. Det sker, fordi man undervejs ”er på Herrens mark”, som Israelitterne var det under ørkenvandringen, og som et menneske i grunden altid er det - men sjældent erkender, at det ér, mens det bevæger sig på hjemlige, kendte og trygge veje. Og på Herrens mark, der er man nødt til at forlade sig på Herren!

Så når man undervejs - på den lange, monotone vandring – oplever, at fortidens tab og sorg og skyld kommer op til sindets overflade – fordi man ikke har 100.000 ting man skal nå inden aften, som man ellers kan holde tab og sorg og skyld på afstand med - så er der kun ét sted et gå hen med det, og det er til Gud. I bøn. Gennem bønnen forløses og renses sindet, og forløsningen betyder nyt liv. Nyskabelse. Heling. Heling, som kun kærlighed kan hele og nyskabe. Derfor kan man sige, at når en pilgrim bryder op fra sit sted og begiver sig på vej mod sit mål, så er det dybest set kærligheden han går imod. Guds kærlighed, som Han lader os møde alle steder til alle tider, når vi er åbne for at tage imod. Det er den hjemvendte pilgrims erfaring. Og det er en erfaring, som han igen og igen må minde sig selv om og vende tilbage til som sandheden om livet. Man glemmer den let, når man vender hjem til det daglige. Derfor må vi af og til begive os ud på nye vandringer. Som vi fortsat må begive os til kirke. Søndag efter søndag. For livets skyld. Det er jo dét, vi går efter! Til toppen

Fynsk pilgrimsvandring
Fra idé til virkelighed

Idé

Det urolige hjerte.

Siden tidernes morgen har mennesker begivet sig på vandring. Hele folkestammer er brudt op og har vandret mod fjerne mål. De har søgt en plet på denne jord, hvor livet kunne leves. Vand og græsgange. Jord der kunne dyrkes. Vildt, der kunne jages. Kort sagt: Man har vandret i søgen efter liv. Det er denne søgen, der har sat mennesker i bevægelse: Driften mod livet.

Sådan brød Abraham op fra sit land og sin slægt og vandrede mod det forjættede land. Løftet lød, at her skulle det ”flyde med mælk og honning”. Det betød, at her var det godt at være. Her kunne livet næres. I det gamle testamente fortælles det, at det var Gud selv – livets skaber og opretholder – der satte Abraham i bevægelse. Og da han gik, gik Gud med ham.

Da mennesket imidlertid ikke kun er en fysisk størrelse, men også er ånd, er det ikke nok for det, at der er tilstrækkeligt med føde. Mennesket lever ikke af brød alene. Frihed er en anden livs-nødvendighed. Sådan brød israelitterne op fra slaveriet i Ægypten, og under Moses ledelse og Guds førelse gik de mod det forjættede land, hvor der ikke alene var næring at finde, men hvor livet også kunne leves i frihed.

Det er den sammenhæng, jeg ser pilgrimsvandringen ind i. Når pilgrimmen bryder op fra sit sted og begiver sig på vandring mod et bestemt mål, så er dét, der sætter ham i bevægelse, længselen efter at livet må fornyes. Fysisk og åndeligt. Dette gælder – tror jeg - for mennesker til alle tider. Således også for vandrere i før-kristen tid. Sådan har kelterne vandret mod Santiago og helt ud til Finisterre – verdens ende – på den galiciske vestkyst, længe før de kristne hævdede, at ha´ fundet disciplen Jakobs jordiske rester begravet her. De har vandret for at finde det sted, der kunne være grundlaget for livets vækst og fornyelse.

At det er sådan: At det er længslen efter liv, der får mennesker til at bryde op fra det kendte og trygge og begi´ sig på vandring ind i det ukendte, det bekræftes af, at man i alle de store religioner har pilgrimsvandringen som ét ud af flere mulige tros-udtryk. Det løsriver pilgrimsvandringen fra at være ”et katolsk fænomen” til at være et alment menneskeligt udtryk for længsel efter liv og tro på, at det er muligt at finde det.

Skal man forstå den kraft, der ligger bag et menneskes opbrud og dets vilje til at vandre gennem ørkener i årevis i dets søgen efter liv, kan man hente god hjælp hos Augustin, der har formuleret det enkelt og smukt: ”Du (Gud) har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig.” (Bekendelser)

En vandrer bliver til, når en skabning søger sin skaber. Det er det Guds-skabte, urolige hjerte, der bestemmer et menneskes søgen og bevæger det til opbrud og vandring, og ethvert menneske har et forjættet land at gå imod. Et land at indtage. Et liv at leve.

Gud er kommet til os.
Mennesket går altså efter liv, når det bryder op og begir´ sig på vandring. Det går efter nyskabelse af livet, og nyskabelsen af livet sker i mødet med Gud.

For en katolik er der særlige hellige steder, hvor Gud er særligt nærværende – f.eks. ved en helgengrav. Her mener man at finde en særlig kraft. Her kan livet heles og fornyes. Beretninger om mirakler og helbredelser er knyttet til disse steder.

I den evangelisk-lutherske kirke tror vi, at Gud er nærværende alle steder og til alle tider. Det vil sige, at mødet med Gud er uafhængigt af tid og sted. Evangeliet fortæller os, at Gud er kommet til os i Jesus Kristus, og det er da en oplagt tanke, at når det er sådan, så kan al vandring høre op.

Vi behøver ikke at rejse til hellige steder – eller for den sags skyld til verdens ende - for Gud er hér, i lige så høj grad som han er dér. Det vil sige, jeg kan blive på mit sted og passe mit arbejde og ta´ mig af min familie og min nabo – for her hvor jeg lever og virker, hér møder Gud mig!

Og ja, sådan er det! Vi behøver virkelig ikke at vandre nogen steder hen for at møde Gud. Men med forholdet til Gud er det som med alle andre kærlighedsforhold : Det kræver tid og rum. Det kræver opmærksomhed og nærvær, hvis det skal holdes i live og få afgørende betydning for os.

Beskeden om, at du er elsket og tilgivet. At du derfor kan leve dit liv ubekymret og med glæde – i fællesskab med dit medmenneske og Gud selv - dén besked er ikke noget du tager til dig som dit livs fundament, bare fordi du hører en prædiken, i den kirke du var inviteret til dåb i en søndag formiddag for et år siden!

I det hele taget er evangeliets budskab ikke noget, vi tager til os med intellektet. Det vil sige, at dét, at vi har hørt det og måske endda forstået ordene, det betyder så langt fra, at det bliver virkelighed i vores liv. Det skal ”leges og leves og elskes ind i os” – som en god kollega siger det til forældre og faddere, når han indprenter dem, at det er deres opgave at oplære barnet i den kristne tro. Kristendommen er ikke ti læresætninger, som skal terpes ind i et menneske og som kan læres én gang for alle. Den skal leges og leves og elskes ind i os. Men hvordan skal man kunne lege og elske noget ind i ens børn, hvis man ikke selv lever af og på det?

Mennesket går efter liv – drevet af det urolige hjerte, som Gud selv har skabt det med. Den tanke synes jeg kalder på respekt, for det vi i kirkelige kredse – lidt nedladende – kalder ”det moderne søgende menneske”. Det kan se forvirret ud! Det urolige hjerte driver os alle ind på blindgyder og ud på vildveje af og til. Mest på vildveje er vi måske, når vi selv mener at være på ”rette vej”.

Men uanset hvilken vej vi befinder os på, så er vi alle skabt til at leve Gud nær og har derfor brug for at høre hans ord.

Jeg synes at vi, der er sat til at forkynde evangeliet af og til må spørge os selv, hvorfor så forholdsvis få går op ad kirkebakken søndag formiddag. Det må jo være fordi, man ikke forventer at finde noget hér, som man kan leve af? Det gir´ i hvert fald mig stof til eftertanke, når der søndag kl.10.00 holder forholdsvis få biler på kirkens parkeringsplads – mens der er fyldt med biler foran Kværndrup sportshal. Her søger folk hen. Her er der et fællesskab. Her bevæges man.

Det er klart, at det ikke kun er præsternes skyld, at det er sådan. ”Der er altid to om tingene”, som man siger, når et forhold mellem mennesker går skævt. Men skal vi se på, hvilken andel vi har, i at forholdet mellem folk og folkekirke halter, så synes jeg vi må spørge os selv, om vi f.eks. taler alt for ensidigt til intellektet i gudstjenesten? Og gør vi ret, når vi gør det? Glemmer vi ikke også at tale til sanser, krop og følelser? Evangeliet skaber – med sit budskab – rum i denne verden for ”det hele menneske”. Har vi selv fundet det rum? Og er vi med til at skabe dét rum, for mennesker, der deltager i gudstjenesten?

Spørgsmålene er mange, og der findes sikkert ikke enkle svar på dem. Der er så mange grøfter, man kan falde i på den vej. Men ét er jeg temmelig sikker på: At skal kristendommen ha´ noget at betyde i et menneskes liv, så skal den ha´ rum og tid. Som kristne skal vi tage os tid til fordybelse i hvad kristendom er. Tid til læsning, bøn, eftertanke. Tid til at stille spørgsmålet: Hvad betyder det, at ”Gud er kommet til os”, og at ”han er dén vi møder i Kristus”? Hvad betyder det i mit daglige liv? Hvad betyder det i forhold til min sorg, min glæde, min længsel, mit håb, min fortvivlelse og min vrede?

Tid og rum til en sådan fordybelse i troen, bønnen og eftertanken kan man få på mange forskellige måder. Pilgrimsvandringen er én af dem. Jeg vil forsøge at beskrive, hvad jeg mener, at vandringen har at give os i den stressede og forjagede tid, vi lever i.

Pilgrimsvandring

- hvad giver den ud over tid og rum?

...........a. Et billede af livet som en vej.
Noget af det, man får med sig hjem fra en længere pilgrimsvandring er et ”billede af livet som en vej man skal vandre.” En vej, som man ikke går alene men sammen med medmennesket og Gud selv.” Erfaringen af at Gud er nærværende på vejen - som i ens liv derhjemme - er særlig stærk, efter at man dag ud og dag ind har gået fra landsby til landsby og fra kloster til kloster. Langs med vejen har man besøgt de gamle smukke kirkerum. Siddet i dem og lyttet til stilheden. Lyttet ind i sig selv og lyttet til ordet, som det lød under gudstjenesten.

Vejen og de forskellige landskaber, den løber igennem, prenter sig ind i ens bevidsthed, og mens kroppen falder ind i sin helt egen rytme, vandrer man ind i en næsten meditativ tilstand, hvor tanker kommer og går, og hvor det ydre landskab kan afspejle sindets indre landskaber. Man kan sige til sig selv, at som man hér på vejen må gå gennem ørkener - af og til bestige stejle bjerge, som man hér af og til finder en plet på en bjergtop med en fantastisk udsigt, eller en frodig grøn mark hvor man kan lægge sig og hvile – sådan er livet derhjemme også. Der kommer golde ørkener, men der er også strækninger med en overflod af liv. Dét billede giver håb på livets ørkenvandringer.

Måske kan man også finde håb eller trøst i dén tanke, at israelitterne – mens de vandrede gennem ørknen - konstant var Gud nær. Det var Gud de henvendte sig til, når de manglede noget. Det var Gud der gav dem, hvad de behøvede. Gud gik sammen med dem og viste dem vejen. Det er først da Israelitterne kommer ind i det forjættede land, de mister kontakten til Gud. Da de sidder der midt i al frodigheden ”begynder de at kede sig, og så køber de fjernsyn”. De forlader sig ikke længere på Vor Herre men på sig selv og afguderne. Da mister de landet igen.


..........b. Ny styrke og fællesskab.
– nyt liv gennem bøn og vandring.

Vandringen er desuden – på grund af dens meditative karakter – et oplagt sted for bøn. ”Herre Jesus Kristus, ske din vilje!” – sådan kan man bede, for hvert skridt man tager, når man må gå veje, hvor modet svigter. Den bøn kan man også bede derhjemme, når man i sit liv gennemlever perioder, hvor man simpelthen ikke ved, hvad vej man skal vælge og hvilken retning man skal gå. Eller man kan bede ”alle pilgrimmes bøn” – Birgittas (fra Vadstena) bøn. Den lyder: ”Herre vis mig din vej og giv mig vilje til at vandre den!” Bønnen renser sindet for bekymring og frygt og giver den vandrende mod til at fortsætte – på vejen og i livet. I bønnen gir´ man slip på kontrollen – overdrager den til Gud - og gøres dermed fri til at møde livet, som det kommer til én.

På den lange vandring når man helt ud til sin egen grænse – både fysisk og psykisk. ”Verdens ende” er der et sted der hedder både ved Nidaros i Norge og udenfor Santiago de Compostella i Spanien. Her kan man ikke komme længere.
At nå til ”verdens ende” og til sin egen grænse er, at se sin afmagt i øjnene. I afmagten må man række ud efter hjælp, og det gør man netop i bønnen. Bønnen til Gud. Bønnen til andre mennesker. Man er nødt til at bede til Gud for at finde det fornødne mod – på vejen som i livet. Og man er nødt til, at bede andre om hjælp undervejs på en vandring. Bede om lov til at overnatte et sted, hvor der ellers ikke er mulighed for overnatning. Bede om vand eller om lov til at få et bad. Man kan sige, at ”livet tegnes skarpt op” på pilgrimsvandringen: Det står så smerteligt tydeligt for én hvor sårbart livet er, og hvor afhængig man er – af Gud og af andre mennesker. Derfor kommer fællesskabet til at stå stærkt i ens bevidsthed dér på vejen. Dét fællesskab man er en del af derhjemme, og dét fællesskab der opstår mellem pilgrimmene på vandringen. Det er dét, at vi har hinanden, der giver livets vandring farve, mening og retning.

Ved at nå sin egen grænse fysisk og psykisk, ved at overvinde sig selv i bønnen og række ud efter Gud og medmenneske – der vinder man ny styrke. Man finder dét man gik ud for at få: Nyt liv.


..........c. Befrielse til livet i mødet med evangeliet
- at komme til det forjættede land.

Pilgrimsvandring er én lang kirkegang. Man går fra kirke til kirke til kirke. Ja, selv hvis man bare går til én kirke – f.eks. til gudstjeneste søndag formiddag og hjem igen - kan man kalde det en pilgrimsvandring. For i pilgrimsvandringen – som jeg forstår den - ligger der dét, at man bryder op fra sit sted, bevæger sig mod mødet med Gud, bliver befriet til livet ved evangeliet og vender fornyet hjem.

Ordet pilgrim kommer af det latinske ord ”peregrinus” og det betyder ”den som er fremmed eller udlænding”. Som pilgrim er man fremmed i verden, lige meget hvor man befinder sig, fordi man egentlig hører til hos Gud, der har skabt én. Det udsagn kan tolkes negativt, som om man så slet ikke har noget med verden at gøre. Men dét, at Gud inkarnerede sig og blev menneske, forhindrer en negativ forståelse af ”fremmedheden”. I Jesus Kristus blev menneskelivet på jorden velsignet – hér gik hán og her skál vi gå! Her skal vi leve livet som bliver givet – og vi kan endda leve det med glæde. Vi får nemlig at vide, at vi er elskede. Vi får at vide, at vi er tilgivet alt. Vi får at vide, at vi kan være til i denne verden som dem vi er. Heri ligger befrielsen til livet.

At gå i kirke er billedligt talt at vandre ”fra slaveri til frihed”. At vandre op ad kirkebakken og ind i kirken og hér modtage syndernes nådige forladelse – og derefter gå befriet hjem igen. Syndernes forladelse betyder, at vi som kristne ikke skal ligge under for verdens dom. Vi skal ikke lade dét andre tænker om os bestemme os. Og vi skal heller ikke ligge under for selvfordømmelse, for vi er frikendt af Gud selv. Som Gud ser på os – med kærlighed og tilgivelse - sådan skal vi se på os selv og på hinanden.

I det øjeblik vi hører tilgivelsens og kærlighedens ord i dåb, forkyndelse og nadver – og tager det til os som dét fundament vi lever livet på, da træder vi – allerede nu - ind i det forjættede land.
Da indtager vi det land – det liv – som Gud har bestemt for os.

Dét er dén forunderlige forvandling, der kan ske et menneske på en pilgrimsvandring - ved en kirkegang - at vi hér endelig kan blive os selv. Vi mister let denne frihed igen. Vi mister så let landet af syne. Vi falder så let tilbage til slaveri under denne verdens domme og mister den frihed evangeliet skænker. Derfor har vi brug for at gå fra kirke til kirke til kirke – fra gudstjeneste til gudstjeneste til gudstjeneste.

Og dét var netop hvad vi gjorde på Fyn i pinsen 2002.


Virkelighed.

Fynsk Fokus.

I maj 2001 blev jeg kontaktet af Fynsk Fokus – en gruppe nedsat af Fyns amts kulturudvalg. Gruppen står for en del af kulturlivet på Fyn over en treårig periode. Det var deres ide, at vi skulle have pilgrimsvandring på Fyn, og jeg fik den opgave i år 2002 ”at genfinde gamle pilgrimsveje på Fyn og arrangere pilgrimsvandring her.”

Mange ideer og mange ”pilgrimsmål” var oppe at vende, før jeg bestemte mig for Odense Domkirke som dét centrum, den fynske pilgrimsvandring skulle gå imod. Tanken var, at vi skulle ”vandre mod gudstjenesten og dens forkyndelse af Kristus.”

Det var planen, at der skulle udgå vandringer fra alle større kystbyer på Fyn: Svendborg, Fåborg, Assens, Middelfart, Bogense, Kerteminde og Nyborg. På den måde kom vi til at gå fra periferien af Fyn til centrum – og det var netop Fynsk Fokus´ overordnede tema for 2002: ”At rejse er at leve.” – med retning ”fra periferi til centrum”. Desuden blev pinsen valgt, som de tre dage hvori vandringen skulle finde sted.

Middelalderhistoriker ved Odense universitet Tore Nyberg påtog sig at lægge alle pilgrimsvejene, så de passerede forbi de mest oplagte og interessante kirker, og så man kom til at gå ad naturskønne veje. Det ”naturskønne” kom til at betyde en del i udvælgelse af ruterne, fordi – som Nyberg sagde – pilgrimmene i middelalderen har i de fleste tilfælde fulgt de lettest tilgængelige veje (de gamle kongeveje), hvilket i praksis ville betyde, at vi kunne komme til at gå langs A 9.

Der gik, gennem biskoppen, brev ud til alle præster og menighedsråd på Fyn, og det lykkedes, at finde kontaktpersoner – folk der ville tage sig af at arrangere vandringen – fra Middelfart sognepræst John Andersen, fra Assens Tore Nyberg, fra Fåborg/Als Erik Otto Kragh og sognepræst i Sønderborg Peter Grønlykke og fra Svendborg provst Per Aas Christensen.

Pinselørdag om morgenen begyndte vandringen. Fælles for alle ruter var det, at man indledte med en gudstjeneste i kystbyernes kirker. I Svendborg – f.eks. - samledes der 35 pilgrimme til gudstjeneste i Skt. Nicolai kirke ved sognepræst Henrik Lund. Fra kirken gik vi mod nord til Sørup kirke, hvor vi blev modtaget i strålende solskin. Dørene til kirken stod åbne og orgelmusik strømmede os i møde. I våbenhuset var der ”dækket op” til os – juice og kaffe og the, og i kirken stod sognepræsten og hilste os velkommen. Vi sang en pinsesalme og Hanne Wieland fortalte om kirken og dens altertavle. Derefter var der mulighed for at hvile fødderne og nyde den helt specielt dejlige kirkegård med udsigt til søen.

Efter en længere vandring gennem Hvidkildeskoven kom vi ud på den anden side i Kirkeby. Også hér var kirken åben, og også her blev der taget venligt imod os. Efter frokostpause holdt vi en lille andagt i kirken. En pilgrim havde medbragt sin violin og spillede til salmerne, som vi sang fra den lille pilgrimsbog. Den havde præst for hørehæmmede Jan Grønborg Eriksen – som i øvrigt hele projektet igennem stod bi med inspiration og kritik - fremstillet til vandringen. Bogen indeholder salmer, bønner, meditationer og tekster fra GT og NT. Herfra gik vandringen til Lunde kirke, som stod åben for pilgrimmene. Her var et rum til stilhed.
Vandringen endte i Kværndrup, hvor vi havde fællesspisning og herefter aftenandagt og kirkespil i kirken. Pilgrimmene overnattede på Værkstedets skole. Overnatningssteder i øvrigt var spejderhytter, idrætscentre, efterskoler og højskoler.

Pinsedag deltog alle pilgrimme på Svendborgruten i pinsegudstjenesten i Kværndrup kirke og fra kirken fortsatte vi så vores vandring mod nord. I Ryslinge tog valgmenighedspræst Michael Nielsen imod os med et spændende foredrag om kirkes og valgmenighedens historie. Efter pause og frokost vandrede vi gennem endnu en forårsgrøn skov til Hellerup kirke. Her var der forfriskninger og ellers rum for stilhed. Vi endte dagen i Fraugde, hvor vi om aftenen – efter fællesspisning og andagt - hørte et foredrag om pilgrimsvandring af pilgrimspræsten fra Vadstena Jonas Ahlner. Han var kommet hertil fra Sverige for at bidrage med sin erfaring og støtte vandringen.

Mandag morgen - 2.pinsedag - sluttede flere pilgrimme sig til os. Det var mennesker, som ville vandre med os den sidste dag ind mod Domkirken. Efter morgenmad og pakning deltog vi i gudstjenesten i Fraugde kirke. Også i Fraugde fik vi – efter gudstjenesten – en kort introduktion til kirken og til Kingo af sognepræst Claus Peter Franck.

Omkring middag forlod vi Fraugde og gik så gennem det dejlige område ved Hollufgård til Hjallelse kirke, hvor vi efter frokostpausen holdt en andagt efter at sognepræst Lisbeth Petersen først havde fortalt om kirken.
Fra Hjallelse gik vi langs Odense å ind til Domkirken og blev mødt af mange forårsglade odenseanere, der smilende fortalte os, at ”nu er I der snart!” Fuldstændigt det samme - ”Nu er du der snart!” - sagde modgående pilgrimme til mig, da jeg i foråret vandrede som pilgrim på Irlands vestkyst - mod Croagh Patrick´s bjergtop. Og de samme ord mødte os, da vi sidste sommer nærmede os Santiago de Compostella. Fyn blev denne forårsdag et pilgrimssted på lige fod med de helt store! Sådan følte vi det i det mindste 2.pinsedag i Odense.

Ved domkirken samledes så alle pilgrimmene fra Middelfart, Assens, Als/Fåborg og Svendborg til gudstjeneste og fællesspisning i Skt. Knudssalen. Vi var over 100 pilgrimme, der denne pinse var kommet rejsende fra hele Danmark for at vandre sammen fra den ene fynske kirke til den anden. Fra gudstjeneste til gudstjeneste.


.......... og hvordan gik det så?

Det er klart, at en vandring over tre dage giver noget andet end den lange pilgrimsvandring! Alligevel fik vi dog – på den forholdsvist korte tid - en fornemmelse af pilgrimsvandringens ”rum”. At tage tre dage ud af kalenderen og sige: ”Nu vandrer jeg, indtil jeg ikke kan mer´!” Det blev et åndehul i en – for mange - ellers travl hverdag.

Det fynske landskab var i sin smukkeste dragt i pinsedagene, og vejen snoede sig ad alleer med gamle popler og kastanjer. Den løb gennem skove, hvor bøgen stod netop nyudsprunget. Vejen gik forbi smukke landsbykirker med deres fredfyldte, kølige rum. Her blev vi modtaget så flot, at jeg blev helt stolt, af alt det vi i folkekirken har at give. Spændende foredrag givet med både stor viden og humoristisk sans. Bemærkelsesværdige og sjove historier der knytter sig til kirkerne, og gudstjenester hvor vi som pilgrimme kunne være med til at give kirkerummet skær af de store højtider, når mange mennesker samles til fest.

Billedet af livet som en vej, hvor Gud går med – dét billede havde man med sig hjem i sind og tanker – tror jeg. ”Jeg har været i kirke 13 gange på 3 dage!” sagde en glad hjemmeværnsmand - der kørte ”følgebilen” (til baggage og trætte pilgrimme) på Middelfartruten – til mig, da vi mødtes udenfor domkirken. Han ville meget gerne med næste år, som så mange andre også vil det, hvis vi
gentager pilgrimsvandringen. For det var en rigtig god oplevelse! Den samme melding er der kommet fra dem, der stod for de andre pilgrimsruter.

Fællesskabet, der opstod på vejen gjorde glad. Man delte noget væsentligt med hinanden og kunne selv bestemme, om man ville vandre sammen med nogen og snakke, eller om man havde brug for bare at gå for sig selv nogle timer – i stilhed. Der var rum til begge dele. Respekt og forståelse for den enkeltes behov.
De mange gudstjenester og andagter gjorde deres til at stemningen på samme tid var både eftertænksom og festlig. Det var ”højtid”, og det kunne mærkes.

En kollega har nævnt det bemærkelsesværdige i, at så mange mennesker kan mødes og vandre sammen i tre dage, uden at kirkelige skel kom til at betyde noget. Unge og gamle, kirkelige og ukirkelige, grundtvigianere og missionske, katolikker, ateister, astrologer, healere – de vandrede alle sammen side om side pinsen igennem uden at deres kirkelige ståsted – eller mangel på samme – satte skel. Vi deltog i fælles gudstjeneste. Der var en fordomsfri åbenhed for andres holdning, man lyttede og diskuterede og delte livshistorie med dem man fulgtes med.

Det er min klare oplevelse, at pinsens pilgrimsvandring gjorde både folk og folkekirke godt. Vandringen gav næring til krop og ånd: Nyt liv – som dybest set altid er dét, pilgrimmen bryder op for at gå ud at hente hjem.

Vi kunne alle vende en lille smule fornyede hjem efter at ha´ fejret pinse på Fyn. Til toppen

Om at vende hjem efter en længere pilgrimsvandring.

- hvordan bevare det, der blev givet undervejs?
- hvordan finde retning i tilværelsen efter endt vandring?

Mon ikke det kommer bag på de fleste pilgrimme, der begir´ sig ud på vandringen mod Santiago, at dét at nå målet - det at nå Santiago - ikke betyder, at man har nået vejs ende? Vandringen er ikke til ende dér. Tværtimod. I Santiago begynder vandringen hjem. Måske sker det kun i symbolsk forstand, for de fleste af nutidens pilgrimme vandrer ikke tilbage. De flyver eller kører i tog. Alligevel fortsætter vandringen hjem. For der er sket noget med én undervejs. Man er ikke mere den samme. Resten af livet vil man se sig selv som pilgrim – og livet som en vandring.

”Pilgrimmens” redaktør Bent Jul har bedt mig komme med nogle overvejelser om, hvordan vi som pilgrimme kan integrere de erfaringer og den erkendelse, som vi har med os hjem fra vandringen i vores daglige liv. Hvordan kan vi bevare det, vi får givet under vandringen? Det vil jeg forsøge at skrive lidt om, vel vidende at lige så forskellige vi er, lige så forskelligt vil vores udbytte af en vandring være, og lige så mange forskellige måder vil der være at integrere det givne i det daglige liv på. Når jeg alligevel synes, at det gir´ mening at tage opgaven på mig, skyldes det den erfaring, at så forskellige vi end er, så giver den lange pilgrimsvandring erfaringer, som ofte har fælles træk. Måske vil vi udtrykke det, vi erfarer forskelligt - afhængig af vores baggrund og religiøse/kirkelige ståsted. Men grundlæggende giver pilgrimsvandringen erfaringer, som vi godt kan give en ”fællesnævner” – og som vi derfor også kan tale om, hvordan vi integrerer og bevarer på vores videre vandring i livet.

Hvad er det vi får med os hjem fra en vandring?
De fleste pilgrimme, der vandrer den lange vej til Santiago gør religiøse erfaringer. Erfaringer, der har med tro og bøn at gøre. Vandringen kan blive en ”vej til dig selv”. En vej, som du kan finde mod til at gå i kraft af din tro og med bønnen som en daglig del af vandringen.

At blive sig selv er en lang og aldrig afsluttet proces, tror jeg. Den har at gøre med grænser. Der hvor din grænse går, der står du skarpt aftegnet, som den du er. Det er ved din grænse, du må gi´ op! ”Der er grænser for, hvad jeg kan klare!” – siger man. Og på grænsen for, hvad jeg kan klare defineres jeg som menneske. Der er også grænser for hvad jeg vil og hvad jeg tør! Også denne grænse giver mig identitet. Når du når ud til din grænse, kommer du til dig selv - bliver du dig selv. Lidt mere hver gang!

På pilgrimsvandringen bevæger du dig i livets grænse-egne. Og det er her du konfronteres med dig selv. Det er samtidig hér du møder Gud. For når du har nået din grænse, når du ikke kán mer´, da er det, du rækker ud efter Gud i bøn. Ber´ om hjælp til det, du ikke selv magter.

Bønnen har sin plads, sin funktion i afmagten. Og i afmagt kómmer du af og til på din vej mod Santiago. Vandringen kræver så meget af dig både fysisk og psykisk, at du kommer ”til kort”. Det er åbenbart ikke det værste, du kan komme – selvom de fleste af os helst vil undgå situationer bestemt af afmagt. Men det er altså her mødet med Gud finder sted. Og det er her, det sande møde med din medvandrer/dit medmenneske finder sted. Dér, hvor du står blottet for alle pæne facader. Dér hvor du viser den anden, hvem du ér. Dér kan mødet finde sted.

At gå til sin egen grænse er derfor en meget væsentlig erfaring på vandringen. Jeg tror, at når der udenfor Santiago findes et sted, der hedder Finisterre (det er latin og betyder ”verdens ende”), og når der findes et sted med samme navn uden for flere pilgrimsmål i Europa – bl.a. udenfor Nidaros i Norge, så skyldes det, at netop dét at nå til grænsen fysisk og psykisk er en uadskillelig del af processen under vandringen.

Det er her mødet med Gud finder sted, sagde jeg. Vi skal ud i livets grænseegne for at møde ham. Det er bla.a derfor vi så sjældent oplever mødet derhjemme, hvor vi lever trygt og sikkert og godt.

Her er der som regel langt til afmagten. Her er der altid et sikkerhedsnet. Her er der intet at frygte.
Det er i hvert fald hvad vi kan bilde os selv ind i trygge og kendte omgivelser.

Af og til møder jeg mennesker gennem mit arbejde, der når helt ud til grænsen. Dér hvor de pludselig er udsat for store tab og bliver skubbet helt ud til kanten, hvor de kan stå og se ned i afgrunden. Dér hvor vi oplever hvor sårbart og udsat vores liv egl. er. Også her åbnes man for mødet med Gud. Her rækker man ud efter hjælp i bønnen – og får den. Erfaringen af at få hjælp, at blive bønhørt, at finde de fornødne kræfter til ”livsvandringen” udenfor sig selv findes her i livets grænseegne.

Det siger noget om Gud og om os. At når mødet med Gud finder sted, så er det når vores sind åbnes for dette møde. Som kristne tror vi på at Gud er alle-steds-nærværende. Altså kan mødet med ham finde sted hvor som helst og når som helst. Når vores sind er åbent til det.

Vandringen åbner os for dette møde. Og vandringen er ”et rum” der – når vi først har lært det at kende – altid er vores mulighed. Vi kan igen og igen vende tilbage til det. Også herhjemme. Retræte er et andet ord for det rum. Med til vandringens og retrætens rum hører bønnen og fordybelsen. Og netop bøn og tid til fordybelse er væsentlige faktorer, når vi taler om hvordan vi kan bevare det pilgrimsvandringen gav os undervejs. Den fred i sindet. Den tillid til at Gud går med – uanset hvor jeg går. Så er han nærværende i mit liv og bærer med på mine byrder. Giver mig kræfterne til at gå igennem dét, som jeg ikke selv magter. Det, som jeg ikke kan se mig ud af. Det viser han mig en udvej for. Vandrignen giver frihed. Frihed til at være den jeg er. Og friheden findes i trorn på at den Gud der har givet mig livet, ja, som fortsat giver mig liv og ånde hvert øjeblik, jeg skal være her på jorden – dén Gud er kærlighedens Gud. Vi kender ham i Jesus Kristus, og fra ham får vi beskeden: ”Du er elsket, sådan som du er!” At høre den besked, det gode budskab, evangeliet, og at tage det til hjerte, som noget der også gælder mig, det er at finde tilbage til den frihed, som jeg fandt undervejs. Dér hvor mit sind var åbent for Guds ord til mig. Det er et kristent menneskes frihed, at jeg kan være til i denne verden som den jeg er, og tillige vide at jeg kan være her med glæde over det sind, den krop og det fællesskab, jeg er sat ind i. Friheden underbygges tillige af enkelheden under vandringen. At jeg næsten ingenting behøver – materielt set. Jeg kan leve og være glad uden det store ”udstyr”. Det der er afgørende for min glæde er fællesskabet med de andre på vejen og kontakten til Gud.

Vi er ikke de samme når vi kommer hjem, som da vi vandrede ud. Pilgrimsvandringen gør noget ved os. Selvforståelsen ændres. Oplevelsen af verden omkring os ændres. Vi er blevet bedre til at skelne mellem hvad der er væsentligt og hvad der er uvæsentligt i livet. Mange af os drog ud på en længere vandring, da vores liv var gået i stå. Låst fast. Vi gik for at finde en ny retning i livet. Vi gik for at finde glæde og nyt liv. Vi gik for at overvinde os selv – komme ud til grænserne i tilværelsen. Stå blottede for Gud og for os selv. For at se livet og os selv tydeligere.

Under vandringen åbnedes mange nye veje. Vi så mulighederne og vi blev stærkere og fandt modet til at følge nogle af de veje, vi blev vist. At fastholde det mod. At blive i friheden og turde være sig selv midt i omverdenens krav og forventninger. At forblive åbne for livet, som det kommer til os hver dag. Det står for mig som noget af det vigtigste, jeg fik med mig fra vandringen – dét, som jeg gerne vil omsætte og realisere i min dagligdag. Og det kan jeg kun ved – igen og igen – at begi´ mig ud på vandring. Bryde op fra det kendte og trygge og følge nye veje. I tillid til Gud og i tillid til medmennesket. Vejene behøver ikke at være Camino de Santiago eller pilgrimsleden til Nidaros. Det kan også være vejen ind til det menneske, som jeg møder i morgen. At jeg i mødet med ham bevarer mig selv som pilgrimmen. Pilgrimmen der er en fremmed i verden. Pilgrimmen der er undervejs – i bevægelse. Pilgrimmen der er åben og lader sig bevæge af det menneske han møder. Lyttende. Opmærksom.

Nogen opskrift på hvordan vi bevarer det vi fandt undervejs er det ikke. Og så alligevel: Hold jer gående! Til toppen

Dialoggudstjeneste

Gudstjeneste i bevægelse
- gudstjeneste, der bevæger.

Forud for dialoggudstjenestens afholdelse
Forud for dialoggudstjenesten sendes der indbydelser ud med refleksioner over gudstjenestens tema til alle interesserede. Indbydelsen sendes også som pressemeddelelse til de lokale aviser. Dette giver folk mulighed for – på forhånd – at gøre sig tanker om det tema, der er valgt for dialogprædikenen.

Gudstjenesten holdes altid på en hverdagsaften.

Beskrivelse af dialoggudstjenestens forløb i kirkerummet.

Kirken ”flytter om”
Indledningsvist ”flytter vi om” i kirken til disse aftengudstjenester. Vi skaber et rum, hvor vi sidder overfor hinanden, så vi kan se og høre hinanden. Et rum, der understreger, at vi i gudstjenesten er et fællesskab, der bevæger os – og bevæges - sammen. Der sættes 50 – 70 stole op i kreds i midtskibet, der er forholdsvist stort i Kværndrup kirke. Som ”et led” i kredsen stilles alteret – et almindeligt bord – op.

Præludium og ledsagende musik
Der indledes med et præludium, som taler ”ind i” gudstjenestens tema. F.eks blev Benny Andersens ”Rosalina” sunget solo den aften, da temaet var ”Hengivelse”, og Louis Armstrongs ”What a wonderfull world”, da temaet var ”Livsmod”. Præludiet kan også være et stykke musik, spillet på klaver eller et andet instrument, der ledsager gudstjenesten. Vi har f.eks. haft en saxofon, en violin, en harmonika eller et mindre kor med. Orgel bruges ikke ved gudstjenesterne, for det første fordi der er meget langt ned til orglet fra midtskibet, hvor gudstjenesten finder sted. For det andet fordi vi synes, at det er spændende - i en anderledes gudstjenesteform – at prøve forskellige instrumenter af.

Gudstjenestens meditative præg og salmer fra Taizé
Efter præludiet indledes med en kendt aftensalme, hvorefter præsten byder velkommen, og siger lidt om de Taizé salmer, som synges i gudstjenesten: At salmerne består af ét vers, der synges 6 gange. Salmerne har et meditativt præg som understreger, at aftenen er til eftertanke.
Som afslutning på velkomsten/introduktionen bedes en bøn for gudstjenestens forløb.
Anden salme er en Taizé-salme. Herefter læses en tekst – fra GT eller en epistel - der knytter til ved temaet. Derefter synges en Taizé-salme.

Oplæg til dialog
I oplægget til dialogen kommer præsten med forskellige vinkler på gudstjenestens tema. Temaet kan vælges ud fra den efterfølgende søndags tekstrække, eller der kan vælges et tema der er inspireret af en debat i tiden, eller et emne, som nogen blandt deltagerne har foreslået.
Oplægget kan f.eks. rumme et digt, en fortælling, et spørgsmål eller et tænkt moralsk dilemma, der sætter temaet i perspektiv. Oplægget kan tage 5-10 minutter afhængigt af hvor stor lysten blandt deltagerne er til at byde ind med egne tanker. Der kan forberedes flere forskellige vinkler på temaet, end der rent faktisk anvendes den pågældende aften. Formen rummer den risiko, at ingen byder ind og siger noget. Muligheden for at det ikke lykkes at skabe dialog er altid til stede. Det må der tages højde for i forberedelserne. Oplægget kan eventuelt deles op i flere dele, så nye vinkler på temaet kan præsenteres af præsten, hvis dialogen er svær at få i gang eller er ved at ebbe ud.

Forslag til temaer
Af forslag til temaer kan nævnes: Frihed. Forsoning. Håb. Livsmod. Skyld og skam. Nadver. Kærlighed. Længsel. Tro. Hengivelse. Kroppen i kirken. Synd. Tvivl og vantro. Den, der har, ham skal der gives. Angst/Frygt.

At få dialogen i gang
Det mest sårbare tidspunkt under gudstjenesten er øjeblikket lige efter oplægget til dialogen – inden dialogen er i gang. Tidspunktet kan afhjælpes ved, at man på forhånd har aftalt med nogle af deltagerne, at de kommer med et bidrag til dialogen. De har læst indbydelsen med refleksioner over temaet. Ud fra det bringer de deres egne tanker - overvejelser, svar eller spørgsmål - om temaet ind som indledning af dialogen.

Inspiration fra den svenske kirke
I Sverige – I Røgsløsa udenfor Vadstena - hvor jeg har hentet ideen til gudstjenesteformen, havde børnegruppen ved kirken tegnet og skrevet om temaet ”medmenneskelighed”. ”Hvad er medmenneskelighed?” Tegningerne - med børnenes definition af medmenneskelighed – blev delt rundt, og hver deltager læste op, hvad et barn havde skrevet og tegnet. Det var en fin måde at inddrage dem på, der måske ikke af sig selv, ville deltage i dialogen.
Undervejs i dialogen kan én deltager læse et på forhånd valgt digt eller en på forhånd valgt bibeltekst. I øvrigt skal man ikke være bange for stilhed. At ingen siger noget – en tid – er blot eftertankens mulighed!

Præsten som ordstyrer
I dialogen er præsten – efter at have holdt oplæg til dialogen – ordstyrer. Her er det vigtigt, at dialogen ledes, så den fastholdes på det valgte tema. Samtidig er det vigtigt, at give plads til alle synspunkter, tanker, spørgsmål osv. der måtte dukke op i dialogen. Der er ikke noget, der er for dumt! Der er ingen bidrag, der er ”forkerte”! Alle skal opleve sig velkomne til at komme frem med det, de har på hjerte. Ordstyreren skal forsøge at balancere mellem de to punkter: At skabe et rum, hvor deltagerne føler sig frie og finder modet til at tale, OG at holde sig selv og deltagerne fast på temaet.

Risiko ved dialogprædikenen
Sammenlignet med en almindelig prædiken, hvor præsten udfylder hele ”taletiden” med egne, velforberedte ord og tanker, har dialogprædikenen en form, der udfordrer præstens mod til at gå ind i en dialog, hvor man aldrig ved, hvad der sker. En form, der udfordrer modet til at bringe sig selv i en situation, hvor man må sige, at ”det ved jeg ikke, noget om” eller: ”Det ved jeg ikke, hvad jeg skal tænke om!” Eller en situation, hvor en konfrontation er uundgåelig: ”Det er jeg uenig i!” ”Jeg tænker/tror anderledes!” ”Kristendommen siger sådan og sådan om det spørgsmål!”

Evangeliet høres på en ny måde
Når dialogen over aftenens tema er udtømt, eller når der ikke er mere tid tilbage til dialog, runder præsten af med læsning af evangeliet. Efter dialogen kastes evangeliets lys ind over temaet. Der lyttes anderledes opmærksomt både før under og efter, for dialogen er langt fra afsluttet, selvom gudstjenesten nu fortsætter med endnu en Taizé salme. Efter gudstjenesten fortsætter dialogen under kaffen – ja, flere uger efter kan man opleve folk, der kommer og siger til én - på gaden eller over frysedisken i Brugsen - ”Ved du hvad, jeg har tænkt på dét og dét i forbindelse med dialogen!” Eller folk kommer og fortæller, at de efter gudstjenesten gik hjem til naboen og sad i køkkenet indtil kl. 3 om natten og talte videre. Og det er mennesker, der ellers ikke er kommet i kirken.

Nadver og afslutning af gudstjenesten
Nadveren holdes ”gående”. Efter indstiftelsesordene rejser deltagerne sig, og går op til alteret, hvor nadveren uddeles. Der er nybagt brød på alteret, og en af deltagerne inddrages, og hjælper med at dele brødet ud. Det dyppes i vinen i alterkalken, og man går tilbage til sin plads. Under nadveren spilles der musik – evt. melodien fra en Taizé salme, som efterfølgende skal synges.

Der sluttes af med Fadervor, velsignelsen og en kendt aftensalme, for at knytte til ved det kendte – som der også indledningsvist blev knyttet til ved det kendte i gudstjenestens første salme. Vi har sammen bevæget os ind i et ”rum” og været i en ”form”, som er ny. Men ”rammen” er fortrolig.

Postludium efter samme princip som præludiet.

Oversigt over liturgien ved en dialoggudstjeneste.

Præludium
Salme
Velkomst/introduktion/bøn.
Taizé-salme
Læsning
Evt. trosbekendelse
Taizé-salme
Oplæg til dialog
Dialog
Evangeliet.
Taizé-salme
”Gående nadver”
Fadervor
Velsignelsen
Salme
Postludium

Herefter café i kirkens sideskib.

Refleksion over hvorfor vi gør, hvad vi gør
- og hvordan det virker

Et gudstjenesterum – til nutidens menneske
Ideen til dialogprædikenen er som sagt hentet i Sverige. Når vi tog den op i Kværndrup, skyldes det et ønske om – som kirke – at nå ud til andre, end de kirkegængere, der er fortrolige med folkekirkens traditionelle søndagsgudstjeneste. Menighedsråd og præst søgte provst og biskop om tilladelse til - 4 gange om året – at afholde dialoggudstjeneste på en hverdagsaften i stedet for gudstjenesten den efterfølgende søndag.
I kirken glemmer vi let, at menigheden er større end de få procent af et sogn, der går til gudstjeneste søndag formiddag. Som kirke er vi også forpligtet på de 98 % af menigheden, der ikke kommer. De, der ved dåbssamtaler, bryllupssamtaler og sjælesorgssamtaler – overfor præsten – udtrykker ønsket om, at folkekirken var lidt mere rummelig. Ikke kun når det drejer sig om præsternes forkyndelse. Men også når det gælder kirkegængeren. Der skal skabes et rum – et gudstjenesterum – til nutidens menneske.

En kirke, der bevæger sig fysisk
Det lyder ikke - og syner ikke - af den store revolution, at flytte folk fra bænke til stole. At flytte gudstjenestedeltagerne fra at sidde med ryggen til de andre - til at sidde med ansigtet mod dem. Men det virker revolutionerende. Ligesom det også betyder noget for nærværet og fællesskabet i gudstjenesten, at præsten er placeret tæt på den menighed, hun taler til. Bevægeligheden i den rent fysiske indretning af rummet – at vi kan flytte os – påvirker deltagernes bevægelighed. Vi tænker med og tænker nyt – inspireret af dialogen.

Dialog bevæger
Dialogen bevæger deltagerne. Man bevæges/påvirkes af de andres tanker, livshistorier og spørgsmål. Af deres håb, tro og tvivl, som glimtvis kan komme til syne undervejs i gudstjenesteforløbet. Hvis vi gik til et foredrag og fik at vide, at ingen måtte udtrykke sig – undtagen foredragsholderen – så ville de fleste af os falde fra og begynde at tænke i egne baner. Dialogen har sat sig igennem på alle andre områder i vores samfund.
Dét, at der er mulighed for at stille spørgsmål og give sin mening til kende under en dialogprædiken, er en inspirerende faktor, der får deltagerne til selv at tænke med. Man engagerer sig i samtalen og i samværet. Man ”følger med”.

Tradition for monolog
Nu er prædikenen jo ikke noget foredrag. Forkyndelsen af evangeliet ligner ikke noget, vi kender andre steder fra. Vi har en lang tradition for monolog i kirken (SÅ SIGER HERREN...) Luther siger, at på prædikestolen skal man være vis på, at det er Guds ord, der forkyndes. Hvordan kan man nu være sikker på, at det er Guds ord, der forkyndes, når vi bevæger os fra præstens monolog til menighedens dialog?

Det er min erfaring, at forkyndelsen af evangeliet står lige så tydeligt frem i dialogformen – sådan som den monologiske prædiken også kan rumme dialogiske elementer. Den kan være åbnende, afsøgende - i form af spørgsmål og svar indenfor den monologiske ramme. Kerygmaet, proklamationen af det glædelige budskab, kan lyde lige så stærkt – ja, faktisk stærkere - på baggrund af en dialog, der føres i menigheden, som den kan på baggrund af en dialog præsten har ført med sig selv i monologisk form.

Tilskyndelsen til at begynde et nyt ritual
Tilskyndelsen til at begynde at holde gudstjenester med dialogprædiken i Kværndrup kirke var, at mange giver udtryk for, at de savner liv og bevægelighed i det gamle ritual. For nogle få – os, der har været så heldige at få fortrolighed med den – kan den traditionelle højmesse stadig være livgivende. Men det er min opfattelse, at den traditionelle gudstjenesteform – for mange - er en hindring for, at evangeliet når ud. Ritualet kan virke stift og dødt. Det overraskende er så, at der ikke skal de store ændringer til, for at gøre en forskel. Hvis man ser på de enkelte led i vores dialoggudstjeneste, så følger de ritualet i højmessen ganske tæt. Det er næsten nøjagtig det samme, vi gør. Vi gør det bare på en lidt anden måde.

Trosbekendelsen
Trosbekendelsen i dens apostolske form har vi udeladt i de første dialoggudstjenester, fordi de netop har henvendt sig til folk, der ikke har fortrolighed med traditionen. Vi har overvejet at bruge bekendelsen i dens mest enkle form: ”Jesus Kristus er Herre!”. Men indtil videre har vi holdt os til den trosbekendelse, der kommer til udtryk i de salmer vi synger, i den bøn, der bedes, og i dialogen, der føres. Trosbekendelsen rummer billeder og udsagn, som det kan tage en menneskealder at trænge ind i og forstå. I sin komplekse ordlyd kan den komme til at stå som en mur imellem den enkelte og evangeliet. Den, der er fremmed i forhold til kirke og kristendom, kan let blokere overfor så mange ord, der er svære at forstå.
Målet for enhver gudstjeneste må være, at evangeliet bliver hørt. Jeg tror, at enkelhed i ritual, i valg af salmer og bønner og tekster - og i ord og begreber der anvendes i gudstjenesten, kan være medvirkende til, at vi når dette mål.

Målgruppe
Målgruppen er som allerede nævnt vores tids store gruppe af kirkefremmede. Forsøget på at nå denne gruppe har været vellykket ved dialoggudstjenesterne. Folk er kommet langvejs fra for at deltage. Der er tale om mennesker, som vi aldrig – eller kun sjældent – ser ved søndagsgudstjenesten. Folk, som man lidt forenklet kan kalde ”nutidens religiøst søgende”.
Der er folk, som er udmeldt af folkekirken, men som savner troen og det fællesskab, der er knyttet til den. Folk, der har opsøgt andre religioner, og levet med og i dem, men nu gerne vil vende tilbage til kristendommen og kirken. Og så er der dem, der har levet med medlemskabet af folkekirken, men som aldrig er kommet der – måske lige med undtagelse af juleaften.

De er alle sammen – så forskellige de er - blevet gudstjenestedeltagere de 4 gange om året, hvor der holdes aftengudstjeneste med dialogprædiken i Kværndrup kirke.

Note.
Kværndrup er et almindeligt, mellemstort landsogn, hvor der bor 2300 mennesker. Det ligger på midtfyn. Til toppen